Udsøgte messer

Det hænder, at man går hjem fra en koncert, og er helt høj af musikken, fremførelsen og det hele. Når det er Københavns Kantatekor, der giver koncert, er det nærmest en selvfølge!

Siden starten i 1984 har Kantatekoret markeret sig som et af de absolut bedste amatørkor i Danmark, og siden 1998 har man haft den højt begavede dirigent Torben H.S. Svendsen som indpisker og inspirator. Det er der kommet en lang række fremragende koncerter ud af, men af en noksom bekendt årsag har man ikke været aktiv på koncertfronten siden 2019. Nu er det endelig muligt igen, og til deres “come-back” havde koret valgt to værker: et meget kendt, og et meget lidt kendt.

Salieri er nok mest kendt som Mozarts rival, og ifølge en myte, der opstod allerede i 1800-tallet, også som manden, der myrdede ham. Det er formentlig kun en myte, og hvad der er mere interessant, er den musik han komponerede. Hans Requiem skrev han i 1804 med henblik på sin egen begravelse, og det var da også ved den lejlighed, den i 1825 blev opført første gang, med Salieris elev, Schubert, som dirigent. Det er et stort anlagt værk, som både skuer tilbage til baroktidens mestre, og frem til den tidlige romantik og en komponist som Beethoven, som iøvrigt også var elev af Salieri.

Salieris Requiem passede således perfekt til Kantatekoret, ledsaget af et til lejligheden sammensat orkester af musikere fra blandt andet DR Symfoniorkesteret, Det Kgl. Kapel og Den Kgl. Livgardes Musikkorps, samt fire udsøgte solister. I Torben H.S. Svendsens fortolkning lød det som et mesterværk, hvad det ikke gjorde på den eneste indspilning, jeg har kunnet opspore (se nedenfor). På alle punkter var Kantatekorets fremførelse simpelthen på et helt andet og meget højere niveau. En helt enestående præstation!

Aftenens andet værk var Mozarts messe i c-moll, som han skrev, men ikke gjorde færdig, i 1783. Her kom solisterne, især de to damer, virkelig til deres ret. Partiet som 1. sopran var skrevet til Mozarts på det tidspunkt tilkommende hustru, Constanze Weber, som har haft en bemærkelsesværdig stemme med et meget stort omfang. Det har Nina Bols Lundgren også, og hun lød helt ubesværet og velklingende med sin smukke lyriske stemme i alle sine soli, ikke mindst den vidunderlige Christe eleison i første sats. Aileen Itani sang partiet som 2. sopran/alt, en mørkere farvet mezzo-sopran med varm og indtagende klang, kontrasterende med 1. sopranen, helt som det skal være. Hendes Laudamus te var af udsøgt kvalitet. De to stemmer klang forbilledligt godt sammen i duetten Domine Deus. Herrerne har ikke så meget at lave, men begge gjorde det meget fint, tenoren Bo Kristian Jensen med en slank klang, perfekt til dette repertoire, og Teit Kanstrup med flot klang og usvigelig sikkerhed i bassen.

Torben H.S. Svendsen, Bo Kristian Jensen, Aileen Itani, Nina Bols Lundgren, Teit Kanstrup Foto: Nina Bols Lundgren

Orkesteret var ikke stort, men til gengæld af meget høj kvalitet, dejlig klang i både strygere og blæsere, og stor præcision i alle indsatser. Men det var og blev koret, der gjorde allerstørst indtryk. Det skyldes ikke mindst den sangglæde, som hele koret udstråler. Men det tror da pokker, at man er glad for at synge, når det lyder så godt! Korets klang er helt usædvanlig smuk og egal, både i tutti og indenfor de enkelte stemmegrupper. Jeg hæftede også mig ved den imponerende diktion, som fik teksten til at fremstå tydelig og klar – det er ikke alle, heller ikke professionelle, kor, der mestrer dette.

Balancen mellem de forskellige elementer, solister, kor og orkester var helt usædvanlig god. Fra min plads (på række 107, anbefalet af dirigenten!) stod alt klart, som noget af det bedste jeg har hørt i denne type musik. Men æren for det tilfalder jo ikke mindst dirigenten – jeg har tidligere betegnet Torben H.S. Svendsen som en af landets allerbedste, og det er han!

Københavns Kantatekor er også stadig et af landets allerbedste af deres art, og jeg glæder mig til at følge dem fremover. Kommende koncerter kan ses på korets hjemmeside, men især ser jeg frem til deres opførelse af den rekonstruerede Markuspassion af Bach. Den skulle man have opført i foråret 2020, men nu bliver det til noget den sidste weekend i marts 2022. Jeg har sat kryds i kalenderen!

Hvis man har lyst til at høre Salieris Requiem, findes der en indspilning her – men som sagt, Kantatekoret var altså meget bedre!

2 Comments

  1. Kære henrik

    Tusind tak for den flotte anmeldelse. Det er virkelig dejligt at læse om din store glæde ved at høre vores koncerter. Det er vi meget stolte og taknemmelige over. 🙂

    Mvh Steffen Mörck-Larsen
    Formand for Københavns Kantatetor

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.