Trio Amerise: En alsidig blæsertrio

En blæsertrio bestående af fløjte, klarinet og fagot. Det er ikke en besætning man ser så ofte, men Trio Amerise har etableret sig som et ensemble af meget høj kvalitet. Fløjtenisten Ragnhildur Jósefsdóttir, født i Island, klarinettisten Morten Sønderskov Jensen og fagottisten Lucia Amerise, født i Sverige argentinske forældre, fandt sammen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og herfra debuterede de i februar fra solistklassen som det første blæserensemble nogensinde.

Det blev markeret ved en koncert, hvor de fik vist deres store musikalske spændvidde. De spillede værker fra barokken (Vivaldi), wienerklassiken (Devienne, kaldet “den franske Mozart”), og det 20. århundrede (Muczynski), og alt blev spillet med stor virtuositet. I erkendelse af at repertoiret for netop denne kombination af instrumenter ikke er så stort, har Trio Amerise formået at få nutidige komponister til at skrive værker for sig, og denne aften blev vi præsenteret for musik af islandske Hafdis Bjarnadóttir, og danske Signe Lykke. Begge værker var skrevet med fin forståelse for hvert enkelt instruments særkende, og Trio Amerise spillede dem, så man fik lyst til at høre mere fra begge komponister.

Det er trioens erklærede ønske at spille musik fra hvert af de tre lande, de kommer fra, og det var Lucia Amerises argentiske rødder, der var baggrund for koncertens forrygende afslutning, hvor vi blev budt på sprudlende tangomusik, arrangeret af komponistens far, guitaristen Roberto Amerise, og fremført i selskab med ham og et tangoensemble fra Malmö, komplet med et fejende flot dansepar, der viste hvordan den ægte argentinske tango skal danses.

Til hverdag er Trio Amerise en af grundpillerne i Østerbro Koncertforening, som holder til i Unitarernes Hus på Østerbro. Og det var her, man fredag 7. april kunne opleve trioen i et rent Beethoven-program.

Beethoven har strengt taget ikke skrevet noget for netop Trio Amerises sammensætning af instrumenter, men derimod komponerede han i 1795 to værker for den endnu mere usædvanlige kombination af to oboer og cor anglais (engelskhorn). Her fik vi dem arrangeret for fløjte, klarinet og fagot, og især den indledende Trio op. 87 i C-dur fremstod som vægtig musik, med plads til et glimt i øjet som så ofte hos Beethoven. Et sæt variationer over den velkendte duet fra Mozarts opera Don Giovanni, La ci darem la mano, var både sprælsk og lyrisk, og trioens mønstergyldige sammenspil, og de enkelte musikeres solistiske evner kom fint til udtryk i denne charmerende musik.

Men til denne koncert havde man allieret sig med en af landets fornemste pianister, Marie-Luise Bodendorff. Mellem de to trioværker spillede hun en af Beethovens bedste og mest berømte klaversonater, nr. 21 i C-dur op. 53 med tilnavnet Waldstein. Jeg har hørt Marie-Luise spille den flere gange før, og det var en stor fornøjelse at høre, hvordan hendes fortolkning hele tiden udvikler sig. Denne aften var det især den korte, langsomme sats, der var vokset i inderlighed, og finalen, som blev spillet med stor energi og overskud, såvel musikalsk som teknisk.

Når Marie-Luise Bodendorff var indforskrevet til denne koncert, var det for at være med til at fremføre et meget sjældent spillet værk. Beethoven har nemlig i en meget tidlig alder, ca. 15 år, skrevet en trio for fløjte, fagot og klaver, og som spillet af disse fremragende musikere fremstod den som et lille mesterværk. Naturligvis kan man høre ekkoer af såvel Mozart som Haydn, hvad der ikke kan overraske når komponisten var så ung, men ikke mindst i adagio-satsen var der forudanelser af den modne Beethoven. Personlighed har han haft fra første færd.

Ragnhildur Jósefsdóttir, Marie-Luise Bodendorff og Lucia Amerise under prøverne til Beethovens Trio. Foto: Østerbro Koncertforening

Det var en herlig afslutning på en betagende koncert, sådan en solbeskinnet forårsaften.

PS. Østerbro Koncertforening præsenterede samtidig et omfattende og ambitiøst program for den kommende sæson, med en lang række koncerter, som udover Trio Amerise også byder på foreningens øvrige husensembler, Nordic String Quartet og Ensemble Nordlys, samt et nyt navn i denne sammenhæng, Dahlia String Trio. Det ser rigtig spændende ud, og skal nok blive fulgt tæt her på siden.

Trio Amerises hjemmeside

Marie-Luise Bodendorffs hjemmeside

Østerbro Koncertforening

Foto: Idesa Adamonyte

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.