Forrygende fyraftensmusik

I Simon Peters Kirke på Amager har man en fin tradition med “fyraftenskoncerter”, som regel den sidste tirsdag i måneden kl. 17. Her kan man ganske gratis opleve mange fine musikere, heriblandt også kirkens egen organist, Jesper Gram Petersen. Koncerterne er ikke blevet mindre attraktive efter at kirken i december 2016 indviede et nyt Steinway “B”-flygel, som er et usædvanligt velklingende eksemplar.

Det kunne man nyde godt af tirsdag 25. april, da den tyskfødte, herboende pianist Marie-Luise Bodendorff spillede et udsøgt program til det fremmødte publikums store begejstring. Jeg har hørt Marie-Luise spille utallige gange, og anser hende for at være én af de bedste pianister, vi har her i landet. Det er fascinerende at opleve, hvordan hun udvikler sig fra gang til gang, og hvordan der stadig kommer nye nuancer i hendes musiceren.

Således også denne eftermiddag, hvor Bodendorff lagde ud med Debussys Estampes. Tre meget forskellige impressionistiske skitser, der afbilder henholdsvis det fjerne Østen, Granada og franske haver i regn og storm, og som her fik en meget overbevisende fortolkning. Det var betagende at høre Bodendorffs sikre leg med klangfarver og dynamik, og man hører meget gerne mere Debussy fra hende. Det spansk-inspirerede stykke, Soirées dans le Grenade, fik mig til at tænke, at Bodendorffs musikalske temperament ville egne sig godt til spanske komponister som Albéniz og Granados, som høres alt for sjældent.

Resten af koncerten bød på værker af Bodendorffs erklærede yndlingskomponist, Franz Liszt. Først Mephisto Vals nr. 1, fremført med en styrke og en poesi, man skal lede længe efter. De kontrasterende afsnit i det rapsodiske værk karakteriseres med stor sikkerhed, og vekselvirkningen mellem det dæmoniske og det lyriske bliver perfekt formidlet. Der er ikke mange pianister i verden, der kan gøre det så godt! Det er også værd at bemærke, hvordan Bodendorff formåede at afpasse sin klang og lydstyrke til kirkens meget fine, men ikke kæmpestore sal. En sans for nuancer, som yderligere understreger hendes format!

Afslutningsvis gik den vilde jagt, nærmere bestemt den ottende af Liszts 12 Transcendentale Etuder, med titlen Wilde Jagd. Etuderne anses som helhed for noget af det sværeste, der er skrevet for klaver, men det fornemmede man egentlig ikke. Bodendorffs overlegne teknik og virtuositet kommer for alvor til sin ret i dette repertoire, og som en af tilhørerne sagde efterfølgende: “Du får det til at lyde så let!”. En flot afslutning på en forrygende koncert!

Fortjent bifald efter koncerten i Simon Peters Kirke

Koncerten var iøvrigt forberedelse til en klaverkonkurrence, XII Concorso Internazionale “Musica Insieme”, arrangeret af Scuole di Musica Claudio Monteverdi i Musile di Piave, nær Venedig. Og noget tyder på, at juryen dér var ligeså begejstret som publikum ved koncerten, for Bodendorff blev tildelt første prisen, “Primo assoluto” med 99 ud af 100 mulige point! Der skal lyde et stort tillykke herfra til Marie-Luise!

Marie-Luise Bodendorff modtager “Primo Assoluto” ved XII Concorso Internazionale “Musica Insieme”

Læs mere om koncerterne i Simon Peters Kirke

1 Comment

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.